Omnes Esport er en nystartet esportsforening. Vi er del af en flerstrenget forening, hvor den anden streng er en etableret fodboldklub, FC King George, der har eksisteret i 17 år. Omnes betyder for alle på latinsk, og det er netop vores primære formål; at være et sted alle kan føle sig velkomne og har lyst til at være. Vores lokaler ligger i Strandbygade 71, 1. sal, 6700 Esbjerg, og er dedikerede til esportsforeningen, hvor fællesarealer deles med fodboldklubben. Lokalerne er nyrenoverede, ligesom vi har 3 rum der afventer renovering der skal foretages af esportforeningsmedlemmer, ligesom disse også skal bestemme hvad rummene skal anvendes til.
Ved at kunne tilbyde vores medlemmer mulighed for at møde op og spille uden selv at have en computer, sikrer vi at alle har samme vilkår for at kunne deltage i et fællesskab og dele deres passion med andre ligesindede. På sigt vil vi også lave workshops, der eksempelvis kan være: Lær at bygge din egen computer, Netværksopsætning eller lignende ICT relaterede workshops.
Omnes Esport deler mange af de samme værdier som vores søster fodboldklub, hvor én af kerneværdierne er en klub og fællesskab for alle uanset niveau og kendskab. Vi ønsker at skabe opmærksomhed, og accept af esport som en social aktivitet på højde med hvilken som helst sportsklub eller andre foreninger. Dette agter vi at gøre igennem oplysning af esportens fordele, vise hvor stærkt et fællesskab der allerede eksisterer online og bringe dét fællesskab indenfor i fysiske rammer og anvende vores ildsjæle indenfor esporten.
Vi er i dialog med bl.a. headspace Esbjerg for at lave et stærkt samarbejde med en organisation der hjælper unge der kan føle sig isoleret. Vi mener at ved at tilbyde et nyt fællesskab, kan vi skabe en uvurderlig værdi for unge der ellers kan føle sig udenfor i de traditionelle sportsklubber.
Nomineret til byens bedste

I 2018 blev vi af JydskeVestkysten og Esbjergs indbyggere nomineret til at være byens bedste forening. Vi blev inviteret til flot arrangement på Musikhuset hvor Anders Breinholt var vært for aftenens festligheder. Det var dog i sidste ende Esbjerg Energy ishockey der rendte med prisen.
Tak for stemmerne og tak til JydskeVestkysten for et fremragende initiativ og arrangement.